Slagelse Badminton Klub

Slagelse Badminton Klub blev stiftet den 7. november 1942. Vores hjemmebane er Slagelse Hallen, der ligger på Parkvej i Slagelse.

Vi er i Slagelse Badminton Klub ca. 350 aktive medlemmer fordelt på ungdoms-, senior- og motionshold. Klubben har igennem mange år opfostret flere talenter, og satser på fortsat udvikling i ungdomsafdelingen. Vores håb er at samarbejdet med Team Vestsjælland vil give os mulighed for i fremtiden at kunne "levere" spillere til ligaholdet.

Klubbens ungdomsspiller Niclas Ravn 16 år, har i sæsonen 2006/2007 modtaget støtte fra Sports Team Slagelse. Han arbejder meget målrettet med sin træning. Niclas lever et professionelt liv med træning 4-5 gange om ugen samt deltager i turneringer både danske og internationale.

Niclas har i den forgangne sæson deltaget i 8 eliteturneringer under DBF i U17, hvor det er blevet til 2 kvartfinaler, 5 semifinaler og 1 finaleplads. Derudover blev han sjællandsmester i både HD og MD. Ved DM spillede Niclas og hans faste makker sig frem til en bronzemalje.

Udover de individuelle turneringer spiller Niclas også på Slagelse Badmintonklubs 1.hold - senior, der i den indeværende sæson har spillet sig op i 3. division.

På baggrund af de opnåede resultater og forventning om yderligere udvikling, har Sports Team Slagelse valgt at støtte Niclas i den kommende sæson, hvilket giver Niclas mulighed for optimal træning. Niclas' mål er, fortsat at spille på Slagelses 1. hold og senere at blive udtaget til Team Vestsjællands ligahold.

Læs mere om Slagelse Badmintonklub på: www.slagelsebadmintonklub.dk