Vedtægter for organisationen Sports Team Slagelse

§ 1 - Navn og hjemsted
Sports Team Slagelse er en selvejende organisation etableret af Slagelse Kommune, Slagelse Erhvervsforening og SIKS.
Sports Team Slagelse har hjemsted i Slagelse Kommune.

§ 2 - Formål
Det er organisationens formål, at medvirke til at give Slagelse Kommune en idrætsprofil, som gennem støtte til eliteidrætten kan give kommunen en positiv omtale og en profilering, der på sigt medvirker til en positiv opfattelse af kommunen. Dette skal ske med udgangspunkt i den af Slagelse Kommune til enhver tid gældende politik omkring eliteidræt.

§ 3 - Medlemskab & kontingent
Alle foreninger og klubber under SIR som indbetaler det af bestyrelsen vedtagne medlemskontingent, kan optages som medlemmer.
Alle erhvervssponsorer optages automatisk som medlemmer ved tegningen af sponsorat og er kontingentfrie.
Alle private sponsorer som sponsorerer STS med minimum 1000 kr. årligt, er ligeledes kontingentfrie, idet sponsorbidraget sidestilles som medlemskontingent.

§ 4 - Bestyrelsens sammensætning
Sports Team Slagelses bestyrelse består af følgende medlemmer:
? 3 repræsentanter udpeget af Slagelse Erhvervsråd blandt Erhvervsrådets medlemmer eller blandt erhvervssponsorerne i Sports Team Slagelse.
? 1 repræsentant fra SIR (udpeges af SIR).
? 1 repræsentant fra de af bestyrelsen udpegede eliteklubber. Indstilles af eliteidrætsklubberne og vælges på generalforsamlingen.
? 1 repræsentant fra uddannelsesinstitutionerne. Indstilles af disse og vælges på generalforsamlingen.
? 2 repræsentanter fra Byrådet udpeget blandt Byrådets medlemmer (udpeges efter hvert kommunalvalg).
? Efter hvert kommunalvalg tilbydes Slagelse Kommunes borgmester en plads i bestyrelsen.
? 1 repræsentant fra Kultur og Fritidsforvaltningen som tilforordnet uden stemmeret (skal ikke vælges, men udpeges årligt af Kultur- og Fritidsforvaltningen).
Alle medlemmer af bestyrelsen ? dog ikke de af Byrådet udpegede ? er valgt for et år af gangen.

§ 5 - Organisationens ledelse
Organisationen ledes af den på generalforsamlingen valgte bestyrelse.
Det er bestyrelsens ansvar, at alle organisationens aktiviteter lever op organisationens formål jf. § 2, samt at man efterlever den til enhver tid af bestyrelsen fastsatte forretningsorden.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at STS drives på et økonomisk forsvarligt grundlag.

§ 6 - Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen konstituerer sig selv senest 14 dage efter generalforsamlingen med en formand, en næstformand, en kasserer, en revisor og fem menige medlemmer.
Ingen kan bestride mere end en post i den på generalforsamlingen valgte bestyrelse.

§ 7 - Bestyrelsens opgaver og ansvar
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden ud fra den opstillede målsætning for organisationens arbejde.
Organisationen tegnes af formanden, næstformanden og kassereren i forening eller af den samlede bestyrelse.
Såvel organisationens medlemmer som bestyrelsen hæfter ikke personligt for de af organisationen indgåede gældsforpligtigelser, for hvilke denne alene hæfter med sin respektive formue.
Organisationen kan kun købe eller sælge fast ejendom efter en forudgående generalforsamlingsvedtagelse.
Enkeltpersoner kan ikke lave bindende aftaler på organisationens vegne.
Bestyrelsen har bemyndigelse til at ansætte lønnet medhjælp til løsning af særlige opgaver.
Kultur og Fritidsforvaltningen kan fungere som sekretariat for Sports Team Slagelse efter nærmere aftale.

§ 8 - Generalforsamling
Generalforsamlingen er Sports Team Slagelses øverste myndighed.
Generalforsamling afholdes årligt inden udgangen af marts måned.
Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden senest 4 uger forinden dennes afholdelse og gennem annoncering i dagspressen.
Adgang til generalforsamlingen har alle organisationens medlemmer, som ikke er i restance.
Stemmeret har alle medlemmer som har været medlem af organisationen i mindst 2 måneder, og ikke er i restance.
Valgbare til bestyrelsen er de i § 4 nævnte medlemmer.
Generalforsamlingen vælger en dirigent som leder mødet.
Der føres beslutningsreferat af generalforsamlingen. Referat skal underskrives af dirigenten, referenten og formanden. Referatet skal være renskrevet og underskrevet senest 14 dage efter generalforsamlingen.
Dagsordenen for generalforsamlingen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Godkendelse af dagsordenen.
3. Bestyrelsens beretning.
4. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab.
5. Fremlæggelse af bestyrelsens fremtidsplaner.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7. Eventuelt.

§ 9 - Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen skønner dette påkrævet, eller når mindst 1/4 af organisationens stemmeberettigede medlemmer skriftligt anmoder herom.
En sådan anmodning skal være vedlagt forhandlingsemne.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.
Indvarsling af ekstraordinær generalforsamling sker som for ordinær generalforsamlings vedkommende, dog kun med 7 dages varsel.
Adgang til en ekstraordinær generalforsamling, beslutningsdygtighed, afstemningsregler og kriterier for referat er de samme som for ordinær generalforsamlings vedkommende.

§ 10 - Regnskab og revision
Organisationens regnskabsår er perioden fra 1. januar til 31. december.
Under ansvar overfor den øvrige bestyrelse, skal kassereren føre foreningens regnskab.
Regnskabet skal indeholde driftsregnskab med anførelse af indtægter og udgifter specificeret på relevante hovedposter samt status med anførelse af aktiver samt passiver.
Organisationens kasserer skal senest den 1. februar, det efterfølgende år, aflevere organisationens regnskab i afsluttet og afstemt stand til den af bestyrelsen konstituerede revisor.
Ved afleveringen skal vedlægges alle bilag og kontoopgørelser.
Revisor gennemgår herefter regnskabet og fremlægger dette til godkendelse i organisationens bestyrelse, senest 3 uger forinden generalforsamlingen.
I forbindelse med et bestyrelsesmøde, skal kassereren kvartalsvis overfor den øvrige bestyrelse fremlægge afstemt regnskab med bilag samt bank- og girokontiopgørelser.
Såvel organisationens revisor som bestyrelsen kan til enhver tid og uanmeldt kontrollere beholdning, regnskab og bilag.

§ 11 - Vedtægtsændringer
Ændringer i vedtægterne kan kun ske på en lovlig indvarslet generalforsamling. Vedtægtsændring kan kun ske, hvis 2/3 af de fremmødte og stemmeberettigede medlemmer stemmer for ændringen.

§ 12 - Opløsning af Sports Team Slagelse
Organisationens ophør kan kun finde sted, hvis dette vedtages med 3/4 majoritet af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 4 og højest 6 ugers mellemrum.
Såfremt der på sidstnævnte generalforsamling ikke kan opnås den nævnte 3/4 majoritet, indkaldes der senest 14 dage efter dennes afholdelse til en ny, hvor almindeligt stemmeflertal vil være gældende.
Såfremt Sports Team Slagelse opløses, tilfalder organisationens midler ungdomsarbejde i Slagelse Kommune.
Forinden skal eventuelle gældsforpligtigelser være afviklet.

Vedtaget på den ordinære generalforsamling den 17. marts 2010.

Poul Møller, Formand
Helge Poulsen, Dirigent